Du kender sikkert Jan og Morten fra tv-serien Nul Stjerner – hvor de drager rundt i verden til lokaliteter, der i turistbøgerne kun får en enkelt eller slet ingen stjerner. Men som optakt til julen 2022 har de to tv-værter lavet serien Nul Julestjerner, og de første udsendelser er løbet over skærmen.
Og i de sidste udsendelser viser Jan og Morten anderledes juletraditioner i Danmark, og her faldt de blandt andet over den nu tidligere bankmand Bruno Jochumsen, der skriver sange til DanskToppen og som for nogle år siden skrev en nissesang til frisøren – en sang som endte med at ligge 5 uger på DR Dansktoppens 1. plads i december 2019.
I den forbindelse var Jan og Morten forbi Filskov til et møde med Bruno Jochumsen, sangerinden Sanne Mikkelsen og musiker Ronni Flyvbjerg Olesen, der tog imod i sit studie.
Her fik Jan og Morten deres juleønske opfyldt ved at synge kor på julehittet, og på onsdag d. 21. december kl. 20.30 på DR 1, kan man se resultatet af besøget og optagelserne i Ronnies studie i Filskov.