Tværfaglig indsats mindsker antallet af anbringelser i Billund kommune

Minding the baby – det er navnet på Billund kommunes tværfaglige indsats målrettet udsatte forældre. Indsatsen blev søsat her i kommunen i 2018 og i løbet af de seks år har 33 familier fra Billund Kommune enten afsluttet eller er i gang med et Mind the Baby-forløb, og på den baggrund estimerer Billund Kommune, at Mind the Baby forhindrer mindst én anbringelse om året i kommunen.

I korte træk består indsatsen af faste hjemmebesøg fra et team bestående af en sundhedsplejerske og en familiebehandler, som følger familien fra 18. graviditetsuge, og indtil barnet fylder 2 år.

Tina Vestergaard Larsen arbejder som sundhedsplejerske i Billund Kommune, hvor hun sammen med familiebehandler Pia Hermansen udgør det ene af to teams i kommunen, som arbejder med MTB.

Når de starter et forløb med en familie, gør de meget ud af at skabe en tæt relation til forældrene, da tillid er meget vigtigt for at lykkes. Fra den 18. graviditetsuge og frem til barnet fylder 1 år, skiftes de til at besøge familien én gang om ugen, og når barnet fylder 1 år, er der besøg hver anden uge, frem til barnet fylder 2 år.

– Vi følger dem i meget længere tid, end de er vant til fra andre kommunale indsatser. Det giver os rigtig god tid, og de har ro og tid til at udvikle sig. Mange af forældrene har ikke selv rollemodeller, som de kan spejle sig i. Det betyder, at nogle forældre skal have hjælp til at læse barnets signaler og se bag om barnets adfærd. Det, at vi kommer og tror på dem og hepper på dem, det vokser de enormt meget af, forklarer Tina Vestergaard Larsen.

Set fra et økonomisk perspektiv giver forløbene derfor god mening, når det kan forhindre mindst én anbringelse om året. Men der er ifølge Billund kommune også mange afledte positive effekter, såsom at forældrenes selvtillid og tro på egne evner vokser. De bliver bedre til at forstå og imødekomme barnets behov, så der på den længere bane er mindre behov for understøttelse fra kommunens side.

Derfor har Børne- og Familieudvalget i Billund Kommune besluttet, at indsatsen kan fortsætte, når projektperioden udløber ved årsskiftet.

– Vores erfaringer viser, at tilknytningen mellem forældre og barn bliver styrket, mens indsatsen nedbringer risikoen for, at et barn må anbringes. Så på et rent menneskeligt plan taler indsatsen for sig selv, og når det så samtidig har vist sig at være en god økonomisk løsning for kommunen, vil vi naturligvis gerne fortsætte indsatsen, siger Bjarne Larsen, formand for Børne- og Familieudvalget i Billund Kommune.

Den A.P. Møllerske Støttefond har finansieret afprøvningen af MTB i Billund Kommune samt otte andre kommuner. Billund kommune har selv spyttet i kasse via lønmidlerne til de to teams.