Dej, smøreolie eller spanske verber. Unge i Billund Kommune får chancen for at stikke fingrene i meget forskelligt i efteråret.
Ungdomsskolen er nu klar med efterårets program, og tilmeldingen er åben for en række særdeles forskellige fag. I Ungdomsskolen lægges der nemlig vægt på at præsentere en bred vifte af aktiviteter, som udvikler og giver ny vinkler på læring og ikke mindst socialt samvær med andre unge. Derfor er Ungdoms- og kulturskoleleder Per Weile Bak også meget tilfreds med dette års program:
– Det ligger os meget på sinde at rumme alle unge, og ligesom unge er forskellige, er behovet for indholdsmæssig bredde det også. Udover at være tydelige på vores faglighed lægger vi meget vægt på samværet, for det er i et åbent og trygt miljø, vi udvikler os bedst. Sådan er det jo for alle, men det gælder ikke mindst i ungdomsårene, siger han i en pressemeddelelse.
Sæsonens fag kan ses på www.ungbillund.dk, hvor man også tilmelder sig.