Den aftale om næste års budget, som Regeringen og Danske Regioner indgik tidligt tirsdag morgen, betyder flere penge til sundhedsområdet i Region Syddanmark, som dermed undgår at skulle gennem en sparerunde til næste år. Samtidig er aftalen et endegyldigt farvel til produktivitetskravet, som hospitalerne har været underlagt i en årrække. I stedet for entydigt fokus på høj aktivitet kan der nu fokuseres på at skabe bedre kvalitet for patienterne.
En ny såkaldt nærhedsfinansiering indfases fra 2019, og betyder blandt andet, at regionerne skal arbejde for mere brug af telemedicin, samling af ambulante besøg på færre dage, færre akutte genindlæggelser og flere behandlinger, der rykker tættere på borgerne.
– Jeg er meget glad for, at vi nu definitivt kan vinke farvel til produktivitetskravet, og at vi i stedet går aktivt ind i arbejdet med at omstille sundhedsvæsenet – med fokus på nærhed og sammenhæng. Den udvikling er allerede i gang i regionerne i dag, og den nye aftale med regeringen giver sundhedsvæsenet endnu et skub i den rigtige retning, siger regionsrådsformand, Stephanie Lose – der iøvrigt også var regionernes forhandler om budgettet.
Aftalen rummer et løft i økonomien til alle fem regioner på 1,0 milliard kr. Heraf er 200 mio. kr. reserveret til psykiatrien. Ud over de penge til regionens supersygehuse, for eksempel Nyt OUH i Odense, som i sin tid er tildelt fra kvalitetsfonden, er der i aftalen afsat 2,45 mia. kr. til investeringer i de øvrige sygehuse og til medicoteknisk udstyr. Region Syddanmarks andel af det aftalte udgør godt 20 procent.