Det hører absolut til sjældenhederne at Venstre angriber en virksomhed ejet af danske landmænd, men det er lige præcis hvad partiet gør nu i kølvandet på Kurt Beier Transports brug af filipinske chauffører.
Kritikken er dog ikke rettet direkte imod transportfirmaet, men mod slagterigiganten Danish Crown, der ikke vil kræve, at de filipinske chauffører, som kører meget for Danish Crown, får løn efter danske forhold.
– Det er jo udtryk for en grådighed, hvor man lader hånt om de værdier, vi har bygget samfundet op om. Tillid og ordentlighed og den danske model. Kurt Beier Transport benytter sig jo af en forretningsmodel, der går ud på at udnytte menneskers fattigdom, siger Venstres beskæftigelsesordfører Hans Andersen til JF Medier.