Venstre henter endnu en kandidat til holdet i sidste time

Venstre i Billund kommune fik lidt ekstra travlt, inden fristen for afleveringen af kandidatlisten til det kommende kommunalvalg udløb den 28.9 kl. 12. I sidste øjeblik meldte endnu en kandidat sig på holdet. 33-årige Patrick Fuglsang blev således 18. mand på holdet af Venstre-kandidater til KV21 i Billund kommune.

– Jeg har kendt Patrick i flere år og jeg kender ham som en person, der kun går ind i ting for at gøre det 100 procent. Han kan bestemt tilføre holdet nogle gode perspektiver og kommer med en stor viden indenfor børne-/ungeområdet samt kultur og fritid, siger partiets borgmesterkandidat, Stephanie Storbank, der glæder sig over hvad hun selv betegner som “et stærkt hold med 18 alsidige og dygtige kandidater”.

Patrick Fuglsang har boet i Grindsted de sidste godt syv år. Her er han barn af en lagerleder i et privat firma og en offentligt ansat sygeplejerske – så han ved fra erfaring, at man godt kan finde balance mellem offentlig og privat sektor.

– Jeg flyttede hertil efter at jeg i sommeren 2014 afsluttede min læreruddannelse i Aalborg – mine linjefag værende engelsk, håndværk og design, samt specialpædagogik. Jeg valgte kommunen til fordi jeg kunne få kombinationen af at arbejde på en mindre skole i Stenderup-Krogager, men samtidig have store ambitioner – og det bliver ikke meget større end at melde en målsætning ud om at ville være børnenes hovedstad. Nu hvor jeg har været her nogle år ved jeg dog, at jeg politisk, udover at bevare denne fantastiske ambition, også gerne vil have fokus på at disse børn på et tidspunkt bliver til unge mennesker og her føler jeg personligt der kan gøres mere, siger Patrick Fuglsang.