Vesti flyvende på Hockenheim i det tyske F4

Hockenheim banen i Sydtyskland var i weekenden rammen om endnu en afdeling af det tyske F4 mesterskab med Frederik Vesti i aktion. En af de helt særlige weekender for de unge håbefulde kørere, fordi weekenden blev afviklet sammen med de tunge drenge i F1. Det kunne mærkes på spændingen, det enorme tilskuerantal – og på bevidstheden om at gøre en ekstra god figur, når F1 bosserne kigger med. Det gjaldt også for Vesti.

“Hockenheim er legendarisk. Atmosfæren her er ubeskrivelig. At gå i Paddock’en og bare kigge og suge alt til sig er stort. Selvfølgelig kan man blive for fokuseret på, at man her har muligheden for at gøre noget ekstraordinært for at imponere og få et F1 team’s opmærksomhed. Men sidste år kørte jeg også sammen med F1 i Austin, Texas, og har derfor mentalt kunne forberede mig på denne helt anderledes oplevelse og det ekstra store pres, man lægger på sig selv. Jeg besluttede mig for bare at give den gas og nyde det alt, hvad jeg kunne”, smiler Vesti.

Og der blev da også grund til det helt store smil. Hurtigst i træning. Pole position til det første løb – og sejr!! Andet løb blev en mere kedelig affære, da en oplagt position som nr. 2 forsvandt ud af hænderne p.g.a en uheldig punktering.

“Jeg var SÅ opsat denne weekend. Jeg vidste bare det skulle være. Mine forberedelser var optimale. Gennem de sidste måneder er jeg blevet mentalt styrket på alle måder. Jeg er glad og stolt over mit resultat. Men måske mest tilfreds med måden, det foregik på. Jeg valgte sammen med mit team forud for de to tidtagninger, der foregik lige efter hinanden, at køre på minimalt brændstof. Det var begyndt at regne, så jeg vidste, at tiden skulle sættes hurtigt, inden banen blev langsom. Jo mindre brændstof jo lettere bil! De fleste af mine konkurrenter valgte det sikre med mere brændstof. Det var præcist teamets og min beslutning om minimalt brændstof, der var med til at give mig min pole position. Men også det kompromis, der så satte mig lidt tilbage i den anden tidtagning. Det var det hele værd! Jeg blev en ekstra omgang ude på banen mere end planlagt i første tidtagning for at sætte min hurtige tid. I anden tidtagning betød det, at jeg derfor havde for lidt brændstof og af frygt for at løbe tør (=straf) måtte undlade at køre et par ekstra omgange for at sætte tiden. Det blev til en start position som nr. 4 i andet løb. Men det at turde satse og lykkes med det – giver en stor tilfredsstillelse. Det udfordrer ens mod, det kan jeg rigtig godt lide.”

En pole position og sejr og så på en Formel weekend er umiddelbart noget af det største, en ung kører kan forestille. Men Vesti har en anderledes opfattelse.

“Det var stort. Jeg har et højt hoved lige nu. Men det største var at få overrakt min pokal af chefen for Mercedes AMG F1, Toto Wolff. Det slog bare alt! Den mand står for mig for det ypperligste indenfor motorsport og F1. En venlig mand, men med arbejdshandskerne på konstant. Den mand får alt til at ske og sætter overlæggeren højest. At få overrakt sin pokal af ham får noget helt særligt frem i.f.t mit eget fokus og min egen stålsathed på fremtiden. Jeg er så glad og taknemmelig overfor mine sponsorer for at have fået denne utrolige oplevelse”, slutter Vesti, som ikke får meget tid til afslapning, men allerede i morgen er klar til at teste på Nürburgring, hvor næste løbsweekend afvikles om 14 dage.