Vink Moulding har overtaget C.K. Produktion i Billund

Aarhusianske Vink Moulding overtog per 1. november samtlige aktiviteter i C.K. Produktion A/S i Billund.

Siden etableringen i 1978 har Billund-virksomheden udviklet sig som en meget veldreven og respekteret virksomhed indenfor sprøjtestøbning og beskæftiger i dag 45 ansatte.

C.K. Produktion fortsætter – trods overtagelsen – under samme navn og logo. Andreas Haahr indtræder med umiddelbar virkning som direktør efter tidligere ejer og direktør, Alfred Skov
Madsen, og varetager således den daglige ledelse af både C.K. Produktion og Vink Moulding.

Med dette opkøb indleder C.K. Produktion og Vink en spændende ny tid, hvor Vink yderligere vil fokusere og styrke sin position indenfor sprøjtestøbning og vakuumformning til glæde for kunder, ansatte og leverandører, hedder det i en pressemeddelelse fra den nye ejer.