Anerkendelsen af de små ting har vendt skuden for Vorbasse KFUM Gymnastik.
Forrige sæson var sandt for dyden ikke en fest for den lokale gymnastikforening, hvor coronaen havde sat sit præg på både antallet af trænere og medlemmer – faktisk i en grad så Vorbasse droppede at holde en forårsopvisning, som der ellers er tradition for, skriver DGI.dk
Ifølge gymnastikforeningens formand, Marion Bundgaard Fey, skyldtes den knap så succesfulde sæson – udover corona – også et forkert fokus fra foreningen udadtil.
– Det, der er gået lidt galt for os, er, at der har været for mange negative historier, som for eksempel Facebook-opslag a la ’Vi mangler trænere’ og ’Er der ikke nogen, der vil hjælpe os?’,” fortæller Marion Bundgaard Fey til dgi.dk.
Taktikken blev ændret – og det ser ud til at have virket:
– I denne sæson har vi valgt at fokusere på at huske den gode historie. For eksempel udnævner vi Årets Træner – egentlig fordi vi havde indstillet til den kåring, DGI har, men den fik vi ikke – så blev vi enige om at lave vores egen, så vores egne trænere kan få en lille anerkendelse, siger Marion Bundgaard Fey til magasinet.
Derudover har også en udskiftning i bestyrelsen gjort godt:
– Sidste år trådte to nye ind i bestyrelsen – og det gjorde, at vi fik fire nye øjne på idéer, tanker, muligheder og noget, som man måske var kørt lidt død i. Det har også hjulpet – at vi har haft en anden energi, siger Marion Bundgaard Fey.
Dertil er kommet forkælelse af de frivillige i form af aftensmad til gymnastikmøderne, en lille julegave, trænerjakker og lignende.
Ifølge Marion Bundgaard Fey har den anerkendelse, der ligger i de små ting, en stor betydning – og det er noget, som de i bestyrelsen særligt har fået øjnene op for efter at have været på DGI’s Frivillighedsuddannelse.