Efter en del uro på det såkaldte Ungcamping ved de senere års markeder i Vorbasse, har arrangørerne nu besluttet at ændre på campingforholdene.
– Det betyder, at vi slår Familie- og Ungcamping sammen til én plads, “Vorbasse Markeds Camping”, som får et lidt andet regelsæt, men som så til gengæld vil blive fulgt meget tæt. Bl.a. betyder det, at der ikke er høj musik nogen steder efter kl 03 og frem til kl. 10.00 næste formiddag, skriver Vorbasse Marked på sin facebookside. Samtidig gøres der opmærksom på, at der vil være øget bemanding på det samlede campingområde – både nat og dag.
Arrangørerne kalder de senere års campingballade på Ungcamping for “uro af forskellig slags” men fortæller at det har været nødvendigt at gribe til bortvisning af gæster som følge af uroen.