We Care sikrer en bedre jul for økonomisk trængte familier

– Lad os sammen sørge for, at ingen i vores kommune går julen i møde uden at føle sig værdsat og elsket. Sammen kan vi skabe en jul fyldt med håb og glæde for alle. 

Sådan lyder ordene fra Støtteforeningen We Care i Grindsted, der sammen med Billund Kommune, Rema 1000 og Frivilligcentret Billund er klar med julekasser til sikre en god jul trods økonomiske trængsler i familien.

– For mange af os er julen en tid fyldt med glæde og samvær. Desværre er der også mange familier og enkeltpersoner i vores samfund, der oplever økonomiske udfordringer og social udsathed, og som derfor ikke har mulighed for at fejre julen på samme måde. For at sikre, at alle kan få en glædelig jul, tilbyder Støtteforeningen WeCare julehjælp til primært trængte familier, men også enkeltpersoner, fortæller bestyrelsesformand for We Care, Charley Stephansen.

Det er muligt at søge tirsdag, onsdag og torsdag i uge 47 i tidsrummet mellem kl. 16 og 18 via Frivilligcentret på Nymarksvej 10 i Grindsted. Her skal forældrene i familien møde op personligt for at blive skrevet op til en julekasse bestående af god mad.