Havefest stort set udsolgt

Arrangørerne af lørdagens Fuckdale Havefest. Fra venstre Janus Engelbrecht, Henrik Terp Kristensen og Flemming Marquardt.


Vejrguderne ser ud til at være med Fuckdale Havefest der spiller løs på lørdag. Stedet er hos Flemming Marquardt i Fugdal ved Hejnsvig, der lægger kvadratmeter til en fest, der i flere år ellers har været holdt for privat inviterede.

– Efter at have holdt Fuckdale for mange private venner og bekendte, så har vi nu fået alt i orden til at vi kan åbne for betalende publikummer udefra. Men der er kun 350 billetter, for det skal heller ikke være for stort og for voldsomt. Det her er lidt intimt, og det skal det også være, lyder det fra Flemming Marquardt.

Skolelæreren med hang til musik har slået sig sammen med grafikeren Janus Engelbrecht og elektrikeren Henrik Terp Kristensen, og de tre vidt forskellige mænd supplerer hinanden godt når det gælder om at arrangere sådan en endags-festival – hvor der i øvrigt er nogle få billetter tilbage.

– Fuckdale opstod i sin tid fordi vi gerne selv ville have et sted at spille vores musik for publikum. Efterhånden kom der flere bands med og det er altså noget super godt musik vi kan præsentere, som man ikke lige hører på de store spillesteder – endnu, lyder det fra Janus Engelbrecht. Han og Flemming udgør sammen med Rene Vinding og Frants Peter Damsgaard bandet Partybussen, som naturligvis også er på scenen lørdag i Fugdal.

Fuckdales fb-side kan du læse meget mere om havefesten og hvem der står på scenen i løbet af lørdagen.