LEGOLAND hylder Tour de France med 28 meter lang LEGO-model

Som en hyldest til verdens største cykelløb har LEGOLAND siden d. 1. juni bygget på, hvad de kalder ’verdens største mindste cykelfelt’ i LEGO-klodser sammen med parkens gæster, som kunne bygge lige præcist det, de synes ville være sjovt at se i et cykelfelt.

LEGO cykelfeltet, som måler 28 meter og indeholder hundredvis af LEGO minifigurer på cykel, bliver nu vist frem på Storebæltsbroen lørdag d. 2. juli og i Mariaparken i Vejle søndag d. 3. juli side om side med det rigtige cykelløb.

– Vi glæder os helt vildt til at vise vores 28 meter lange LEGO cykelfelt frem på både Storebæltsbroen og i Vejle. Der er mange sjove historier og underholdende elementer i vores felt, som man normalt ikke ser i et rigtigt cykelfelt, og så er det bare fedt, at få modellen ud til det virkelige cykelløb også, siger Simon Kaspersen, som er marketingsdirektør i LEGOLAND.

Det lange LEGO cykelfelt strækker sig fra Billund over Vejle til cykelløbets hovedstad Paris. På modellen er der bygget ikoniske bygninger og sjove cykelepisoder, der nu skal bygges videre på.

Både på Storebæltsbroen og i Mariaparken i Vejle vil LEGOLAND medbringe endnu flere klodser, så cykelglade børn og voksne, som endnu ikke har sat deres præg på verdens største mindste cykelfelt, kan være med til at bygge dén LEGO-model færdig, som gæsterne i LEGOLAND har arbejdet på den seneste måned.

– Det har været sjovt at følge med i udviklingen af vores eget lille cykelfelt her i LEGOLAND, og vi er meget imponerede over at se, hvor fantasifulde vores gæster har været. Nu ser vi frem til at opleve endnu flere kreative LEGO cykelscenarier, når vi besøger Storebæltsbroen og Mariaparken i Vejle, og forhåbentlig vil inspirationen fra det virkelige cykelløb skinne igennem, siger Simon Kaspersen.

Lørdag d. 2. juli kan ’verdens største mindste cykelfelt’ i LEGO klodser opleves ved betalingsanlægget på Storebæltsbroen. Modellen flyttes ind i fanzonen i Mariaparken i Vejle søndag d. 3. juli, hvor cykelfeberen og LEGO byggeriet fortsætter.

Foto: LEGOLAND
Foto: LEGOLAND
Foto: LEGOLAND