Det er nu muligt for en mindre gruppe af borgere med svært nedsat immunforsvar at få en boostervaccine mod COVID-19. Det kræver i første omgang en henvisning fra ens egen læge eller fra den behandlende sygehuslæge, hvis man modtager behandling på et af regionens sygehuse.
Sundhedsstyrelsen sender ikke automatisk invitationer til vaccination ud, så borgere, der ønsker booster-vaccinen, skal selv kontakte egen læge eller behandlende sygehuslæge for at få en henvisning. Lægen vil så vurdere hver enkel borger ud fra Sundhedsstyrelsens retningslinjer.
De seneste tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at der er en lille stigning i antallet af danskere, der bliver smittet med COVID-19, men at der ikke er flere, der bliver alvorligt syge. Der er heller ikke en stigning i antallet af indlagte på intensivafdelingerne.
Når lægen har lavet en henvisning, kan man booke tid på en af regionens vaccinationscentre.
Eftersom der nu skal vaccineres flere, lukker regionen for drop-in-vaccinationer på regionens vaccinationscentre. Man skal derfor bestille tid på www.vacciner.dk, hvis man gerne vil vaccineres på en af regionernes vaccinationscentre i den kommende tid.
Det er også muligt at blive vaccineret hos flere praktiserende læger. På vaccinationskortet på Region Syddanmarks hjemmeside kan man se, hvilke læger der tilbyder vaccinen.