Mestring af hverdagen – Tilbud fra Billund Kommune


Oplever du, at det kan være vanskeligt at overskue opgaverne på dit arbejde eller din uddannelse og i hjemmet eller har du svært ved at få hverdagen til at hænge sammen?

Hovedpine, træthed, anspændthed, manglende energi, søvnproblemer, følelsen af utilstrækkelighed og manglende overblik kan være tegn på, at du har for mange bolde i luften og kan være i risiko for at udvikle stress. Kan du nikke genkendende hertil, er dette kursus måske noget for dig.

Billund Kommune udbyder til september og igen i begyndelsen af 2017 et 10 ugers gratis kursus for kvinder i alderen 20-40 år, der er i arbejde eller under uddannelse og bosat i Billund Kommune.

Du vil få redskaber, der kan hjælpe dig til håndtere stressende situationer i hverdagen. Du vil lære at lytte til din krop og blive opmærksom på at tage ansvar for dig selv og dit eget liv.

Det kan være svært at se faresignalerne på stress. På Billund Kommunes hjemmeside* kan du læse hvordan personer, der har oplevet stress, oplevede de første symptomer og læse mere om kurset.

Kurset er et tilbud under Billund Kommunes Sundhedspolitik, hvor et af temaerne er Mental sundhed.

Tilmelding på hjemmesiden er mulig fra uge 31 til og med d. 23. august 2016 (først til mølle). Spørgsmål rettes til Sundhedskonsulent Sanne Fribo M. Pedersen på sfmp@billund.dk eller tlf 79 72 72 97.

Læs mere på: www.billund.dk/borger/helbred/sundhedspolitik/mental-sundhed