Nye ansigter i Billund ErhvervsFremmes bestyrelse

Foto: Billund ErhvervsFremme


Filskov Kro dannede i går rammen om Billund ErhvervsFremmes årlige generalforsamling.

Forud for generalforsamlingen blev der serveret de traditionelle stegte flæsk med persillesovs, hvorefter direktør i CoC Playful Minds, Charlotte Sahl-Madsen holdt oplæg om arbejdet med børnene i netop Playful Minds og om hvordan børn kan være med til at skabe nye ideer og nye produkter til gavn for os alle.
Hun benyttede samtidig lejligheden til at opfordre de lokale virksomheder til at være mere med i og gøre brug af CoCs arbejde med samskabelse med børn.

På selve generalforsamlingen præsenterede direktør i Billund ErhvervsFremme, Hans Peter Folmann et fornuftigt regnskab, der viste et lille plus på knap 42.000 kroner.

Hverken Erik Møberg eller Martin Aadal Nielsen ønskede at genopstille til bestyrelsen, der i stedet fik to nye medlemmer ind: Jesper Jensen fra Skechers/SkoUniverset i Grindsted og Jeppe Hebsgaard Laursen fra Zebicon i Billund. Der måtte i øvrigt kampvalg til, da direktøren for Billund Varmeværk, Nikolai Friis også ønskede en plads i bestyrelsen. Det blev dog i stedet til en plads som 1. suppleant til varmeværksdirektøren.

På det efterfølgende konstitueringsmøde blev Gitte Ottosen (Best Energy) genvalgt som formand for Billund ErhvervsFremme, mens Jesper Dahlmann fra Erhvervsgymnasiet Grindsted også var klar til at fortsætte på posten som næstformand.

Derudover består bestyrelsen i Billund ErhvervsFremme også af Flemming Nørbygaard fra Billund Handelsforening, borgmester Ib Kristensen, Ann Charlotte Gaardvis Vilstrup fra byrådet og altså de to nye bestyrelsesmedlemmer, Jesper Jensen og Jeppe Hebsgaard Laursen.

Samtidig blev der taget hul på Billund ErhvervsFremmes nye organisering med advisery boards, hvor Jeppe Hebsgaard Laursen blev valgt som formand for Advisory Boardet ”Iværksætter”.