Politiet mangler ejermænd til disse tyvekoster

Det er disse effekter, som politiet mangler ejermændene til. Foto: Sydøstjyllands Politi


Natten til søndag d. 29. april blev to personer anholdt i Haderslev, da de var i besiddelse af stjålne effekter fra et indbrud i Billund.

Der blev dog fundet flere ting i deres bil, som de to ikke rigtig kunne fortælle hvor de havde fra. Derfor har politiet brug for borgernes hjælp til at finde ud af, hvor tyvekosterne kan være stjålet.

Det drejer sig om:

  • Et stort Royal Copenhagen fad med blomstermotiver
  • En Kay Bojesen Livgarder i skilderhus
  • Et lommeur med blomstermotiver

Sydøstjyllands Politi formoder, at tingene er stjålet i tidsrummet mellem lørdag eftermiddag den 28. april og natten til søndag d. 29. april 2018.

Er effekterne dine, kender du nogen, som har fået stjålet lignende effekter i tidsrummet, eller har du andre oplysninger, som kan kaste lys på sagen, vil Sydøstjyllands Politi meget gerne høre fra dig på tlf. 114.