GGIF sendte ligahold ud af pokalturneringen


Håndboldspillerne fra GGIFs bedste herrehold fik i aftes en forsmag på, hvad der venter i den kommende sæson, når tilværelsen hedder Håndboldligaen.

I aftes var Ribe-Esbjerg, der lige nu spiller med i mesterskabsspillet i Herreligaen, på besøg i Lynghallen til et opgør i pokalturneringen.

Og GGIF tvang fusionsholdet fra det sydvestjyske ud i tovene ved at spille uafgjort 27-27 i den ordinære kamp og dermed skulle opgøret ud i forlænget spilletid.

Her havde hjemmeholdet mest held af anstrengelserne og vandt fortjent 35-31 – og dermed er GGIF videre i pokalturneringen.

Inden kampen var der hæder til to kampjubilarer med hver 100 kampe for GGIF, Kristoffer Jessen og Magnus Sadova.  Derudover skulle der siges pænt farvel til assistenttræner, Rasmus Bertelsen, playmaker Emil Larsen, der overgår til en trænerrolle i klubben og farvel til stregspiller Mikkel Damgaard, der stopper i GGIF.

Og så skulle årets herrespiller også kåres og den titel løb Kristoffer Jessen med efter en flot sæson.

Kristoffer Jessen blev både kåret til årets spiller, og så blev han også hædret for sin kamp nummer 100 for GGIF. Foto: René Lind Gammelmark
Magnus Sadova blev før kampen hædret for sin kamp nummer 100 i GGIF-trøjen. Foto: René Lind Gammelmark
Inden kampen var der farvel til tre personer, der forlader GGIF: Mikkel Damgaard, Emil Larsen og assistenttræner Rasmus Bertelsen. Emil Larsen fortsætter dog i en trænerrolle i GGIF. Foto: René Lind Gammelmark