Store navne klar til ny festival i Vorbasse


Det skorter ikke på de helt store navne, når markedsbyen Vorbasse til september byder indenfor til Vorbasse Open Air 2021.

Selvom det er formanden for Vorbasse Grundejerforening, Brian Madsen, der står bag, – og festivaladressen er markedspladsen i Vorbasse – så understreger han at det er ham som privatperson, der sammen med familien står som arrangør af de to dages festival.

– Jeg har altid haft en gammel drøm om at lave en festival, men i et normalt markedsår er der ikke rigtig kræfter til at lave andet end markedet. Og nu tror vi altså at folk virkelig har lyst til at komme ud og høre noget godt musik og drikke noget fadøl, siger Brian Madsen.

Initiativet kommer netop som flere andre festivaler har aflyst deres event – for andet år i træk.

På den to-dages festival i Vorbasse kan publikum om fredagen blandt andet glæde sig til at møde Queen Machine, SafriDuo, Aqua og Gasbox, mens lørdagen byder på Alphabeat, ItaloBrothers, TV2 og Sømændene. Begge dage vil der desuden være musik fra partybandet Xlent.

– Det har ikke været så nemt at få de store navne hertil, men vi har arbejdet på det her i fire måneder og vi glæder os sindssygt meget. Vores tre børn har også været med i planlægningen og sikret at der også er noget for de unge til festivalen, siger Brian Madsen.

Han har også sikret sig en række samarbejdspartnere til Vorbasse Open Air 2021. Det er Sydtrafik, Nebelgaard, Cool Drinks, Royal, og Vorbasse Kro.