17 ud af 19 forskere er enige: her er deres anbefalinger om Grindsted-sundhedsundersøgelser

Er der behov for flere sundhedsundersøgelser i forbindelse med forureningerne i Grindsted?

Det spørgsmål har den udvidede forskergruppe, der blev nedsat i oktober 2021, nu taget stilling til. Det sker på baggrund af en gennemgang af de samlede resultater fra de tre gennemførte sundhedsundersøgelser i byen.

Den udvidede forskergruppe har nu sendt deres anbefalinger til politikerne i Region Syddanmark, og 17 af de 19 medlemmer kan af gruppen er enige om at tiltræde følgende anbefalinger:

1. Anvendelsen af private havevandsboringer til f.eks. drikkevand, badevand, eller til hjemmedyrkede fødevarer kan give anledning til en uacceptabel sundhedsrisiko for brugerne. Det samme gælder badning og fiskeri i Engsøen. Det må derfor anbefales, at borgerne følger de af kommunen allerede etablerede regler og begrænsninger på disse områder. Det er i den forbindelse uhyre væsentligt, at denne information formidles professionelt og på en måde til borgerne, der ikke skaber unødig frygt og usikkerhed i forhold til specielt tidligere eksponering. Der er alene tale om, at sandsynligheden for en sundhedspåvirkning har været øget fra et lavt niveau til et lidt højere niveau. Risikoen i Østbyen må forventes at være mindst, også over tid, da forureningsfanen fra Grindstedværket ikke har spredt sig under dette område.

2. Ser man bort fra vand fra havevandsboringer, å og søen, så er forskergruppen enige om, at resultaterne fra de tre undersøgelser ikke giver anledning til mistanke om, at miljøet i Grindsted i dag udgør en uacceptabel sundhedsrisiko for borgerne.

3. Ser man bort fra vand fra havevandsboringer, å og søen, så er forskergruppen enige om, at de opnåede resultater fra de tre undersøgelser for nuværende ikke giver anledning til en bestyrket mistanke om, at ALS i dag udgør en specifik og uacceptabel risiko for borgerne i Grindsted.

4. Der er enkeltsygdomme (ALS, prostata- og skjoldbruskkirtelkræft), som forskergruppen havde særlig opmærksomhed på. Gruppen anbefaler, at Regionen overvejer om 3-5 år at opdatere tallene for forekomst af disse lidelser i Grindsted og de sammenlignelige byer.

Men det er ikke alle 19 forskere i gruppen, der kunne bakke op om anbefalingerne til regionsrådet – to af forskerne står udenfor:

– Vi er 19 eksperter med mange forskellige fagligheder, der har drøftet resultaterne fra de tre undersøgelser. På den baggrund er der lavet en konklusion, som har været sendt rundt og kommenteret af gruppens medlemmer, og i sidste ende var der 17, der klart kunne tilslutte sig konklusionen, siger formanden for den udvidede forskergruppe, Jesper Bo Nielsen.