Det forbud mod brug af havevand i visse områder af Grindsted, som Billund kommune udstedte i maj 2022, skal overholdes.
Det er den klare anbefaling fra den udvidede forskergruppe, som har sendt sine anbefalinger til Regionsrådet i Syddanmark.
– Anvendelsen af private havevandsboringer til f.eks. drikkevand, badevand, eller til hjemmedyrkede fødevarer kan give anledning til en uacceptabel sundhedsrisiko for brugerne. Det samme gælder badning og fiskeri i søen. Det må derfor anbefales, at borgerne følger de af kommunen allerede etablerede regler og begrænsninger på disse områder, lyder det fra forskergruppen.
Forskerne fastslår dog at der alene er tale om at sandsynligheden for en sundhedspåvirkning er øget fra et lavt niveau til et lidt højere niveau.
– Risikoen i Østbyen må forventes at være mindst, også over tid, da forureningsfanen fra Grindstedværket ikke har spredt sig under dette område, konkluderer forskerne.