30 år med Bonnie Dyrecenter i Tingparken

Bonnie Dyrecenter kan i morgen, den 1. april, fejre 30 år på adressen i Tingparken på Krogagervej. Butikken har dog rødder længere tilbage og startede i begyndelsen af 1990’erne i Borgergade, inden den i 1996 flyttede til sin nuværende placering.

– Grunden til, at vi flyttede fra Jernbanegade til Tingparken var især, at vi ville gerne have mere plads. Det var godt at komme herover, hvor der både var mere plads, men også en bager og en kinesisk restaurant, så der kom mange mennesker, fortæller Myrna Jensen.

Undervejs har butikken udviklet sig, og i dag fylder især produkter til hunde meget.

– Vi sælger rigtig meget hundefoder, og jeg kan godt lide, når der kommer folk ind, der har udfordringer med deres hunde. Det gør, at det er værd at står op for, siger hun.

Kunderne kommer ikke kun fra Grindsted.

– Vi har kunder fra kommunen, og nabokommunerne, men også fra både Vejle, Herning og andre steder, siger Myrna.

Selvom hun har rundet de 70 år, er der ingen planer om at stoppe.

– Så længe der er opbakning fra kunderne og jeg har helbred til det, så fortsætter jeg, siger hun.