NU skal der gøres noget ved Vorbasses udseende. NU skal indtrykket af blot at være en gennemfartsby vaskes væk og NU skal alt det flotte i Vorbasse gøres synligt. Således er fire arbejdsgrupper i Vorbasse gået i gang med at samle ideer og ønsker til fornyelse af Vorbasse By. Til projektet har byen fået samlet 5,8 millioner af staten og Billund kommune.
Dermed skal de sidste års snak om at forbedre trafikforholdene, at få byen til at hænge bedre sammen og gøre noget ved den nedslidte hovedgade endelig omsættes til handling. Byens bagside skal vendes om og blive til en forside, der viser noget af alt dét, som Vorbasse kan: en skøn natur og en by med masser af aktiviteter for alle generationer.
Til opgaven er blandt andet hyret landskabsarkitekt Stephan Gustin, fra Gustin Landskab i Aarhus, som skal vejlede arbejdsgrupperne og udarbejde den endelige skitseplan.
– Det er helt nødvendigt at alliere sig med en professionel, hvis der skal komme noget ud af det her projekt, og det bliver mere og mere tydeligt for os, hvor afhængige vi er af Stephan Gustin, jo længere vi kommer ind i processen. Vi er jo bare en flok amatører, som kan sige, hvad vi kan lide, og hvad vi ikke kan lide. Som professionel skal han gelejde os hen til et grundlag, hvor vi kan få gode ideer, siger Ole Gram, næstformand i Vorbasse Lokalråd, som er helt overbevist om at der om fem-seks år vil stå synlige beviser på områdefornyelsen i Vorbasse.