Byggetilladelsen er på plads, og første spadestik er taget. Airport Hotel Billund går nu i gang med en omfattende til- og ombygning, der tilfører hotellet 90 nye værelser og en række nye faciliteter. Projektet forventes færdigt i juli 2027, og dermed bliver hotellet det med størst værelseskapacitet i Billund.
Den nye seks etagers tilbygning opføres ud mod fredskov og passagerterminalen og rummer 90 værelser med i alt 308 nye sengepladser. Heraf bliver 24 indrettet som såkaldte “out of home apartments” til længere ophold, hvor gæster får mulighed for selv at tilberede lette måltider. Der etableres også flere connecting rooms til familier og grupper.
Som led i udvidelsen bygges der nye mødelokaler og konferencerum med plads til cirka 70 personer. Der kommer desuden en ny restaurant, og både fællesarealer og udendørsområder opgraderes – blandt andet med en terrasse langs hele den sydvestvendte side af bygningen.
En stor del af hotellets gæster er erhvervsrejsende.
– Det er netop den oplevelse, vi ønsker at styrke yderligere. Vores mål er, at gæsterne mærker roen og føler sig godt tilpas, så opholdet bliver et pusterum i en travl hverdag. Derfor investerer vi massivt i både faciliteter og indretning, siger Martin Ebmark, CEO for Airport Hotel Billund.
Også hos Billund Lufthavn ser man positivt på udvidelsen.
– Udvidelsen er en rigtig god nyhed for de rejsende i Billund Lufthavn. Hotellet er et oplagt valg for både gæster, der rejser ud af og ankommer til Billund. Vi oplever en stigning af udenlandske gæster, som flyver ind til vores region. Mange af dem har behov for et hotelværelse tæt på lufthavnen i kortere eller længere tid. Udvidelsen af hotellet understøtter på solid vis de vækstplaner, vi har for lufthavnen, siger Ronny Lilienvald, udviklingsdirektør i Billund Lufthavn.
Hotellet ejes af Proark og drives i franchise med Bühlmann Hotels.





