Anbefaler stop med at vande fra egen boring i Grindsted Syd

Haveejere i Grindsted syd bør stoppe med at vande deres haver fra egne boringer. Den anbefaling kommer nu fra Billund kommune på baggrund af de seneste analyser fra Region Syddanmarks undersøgelse af forureningsfanen fra Grindsted gamle losseplads.

Undersøgelsen, som regionen igangsatte sidste år, skal afklare om forurening fra det tidligere Grindstedværks deponeringer på lossepladsen truer vandkvaliteten i Grindsted å eller Engsøen.

De første resultater fra undersøgelsen viser altså fund af stoffer fra forureningen i boringer tæt på byen. Derfor går Billund Kommune ud allerede nu og anbefaler at stoppe med at vande haven fra egne boringer i et område i Grindsted syd.

– De foreløbige resultater indikerer, at forureningsfanen fra lossepladsen dels har en mere nordlig retning, og dels er nået længere på rejsen fra lossepladsen mod nord end hidtil antaget, siger Karl Grundahl, der er miljøchef i Billund Kommune.

De foreløbige resultater viser, at forureningen ligger dybt nede, og forureningsfanen giver derfor ikke bekymringer i forhold til hverken indeklima i boliger eller kontaktrisiko.

– Men vi skal undersøge nærmere, om oppumpning af havevand kan bringe forureningsstoffer med op. Derfor anbefaler vi ud fra et forsigtighedsprincip, at der stoppes for indvinding af havevand fra egne boringer, indtil vi har fået flere data, siger Karl Grundahl, og tilføjer at kommunen kommer med anbefalingen nu hvor vi står overfor vandingssæsonen rundt omkring i haverne.

Helt konkret gælder anbefalingerne om ikke at vande fra egen boring i områderne syd for bådkanalen fra Vestre Boulevard i øst til og til Morsbøl Søvej i vest.

Når regionen i efteråret får samlet alle resultater fra den igangværende undersøgelse af forureningsfanen, vil Billund Kommune tage stilling til, om der skal foretages varige ændringer i, hvor i byen man kan få tilladelse til havevandsboringer.

– Vi vil se på, hvor der kan, og hvor der ikke kan gives havevandstilladelser, når vi får et samlet overblik over resultaterne af regionens seneste undersøgelser, siger Karl Grundahl.

Ifølge regionen forventes de samlede resultater af undersøgelsen af forureningsfanen fra Grindsted gamle losseplads at foreligge i 2022, og det opdaterede havevandingskort forventes at være klar inden vandingssæsonen 2022.