Billund kan endnu en gang notere sig international anerkendelse. Byen er netop udpeget som en af Danmarks mest imødekommende byer i 2026 i forbindelse med Traveller Review Awards fra Booking.com.
Priserne er baseret på mere end 370 millioner verificerede gæsteanmeldelser fra rejsende over hele verden, og Billund placerer sig i top fem på den danske liste – side om side med blandt andre Løkken, Ebeltoft og Skagen.
Kåringen bygger på andelen af lokale overnatningssteder, der har opnået en høj gennemsnitlig vurdering fra gæster. Det betyder, at hoteller, feriehuse og andre overnatningssteder i og omkring Billund generelt leverer en oplevelse, som gæsterne vender tomlen op for.
Ifølge Booking.com er det især den personlige service, imødekommende værter og den samlede oplevelse, der vægter højt hos de rejsende – noget Billund altså scorer flot på.
Traveller Review Awards uddeles i 221 lande og områder, og i Danmark modtog i alt 4.676 overnatningssteder en pris i 2026. At Billund er med helt i toppen, understreger byens stærke position som rejsemål – ikke kun for børnefamilier, men for gæster generelt, der efterspørger kvalitet og god service.
James Waters, Chief Business Officer hos Booking.com, peger på, at netop de små detaljer gør forskellen for de rejsende:
– Fra imødekommende værter til lokale tips, der ikke står i guidebøgerne – det er den slags oplevelser, som gæster husker, lyder det.
Danmarks mest imødekommende byer i 2026
Top fem-listen i Danmark ser således ud:
Løkken
Billund
Ebeltoft
Skagen
Aarhus



