Billund kommune er blandt de bedste i landet, når det gælder korte sagsbehandlingstider på byggeansøgninger.
Selvom sagsbehandlingstiden er øget med to dage fra et gennemsnit på 16 dage i 2021 til 18 dage i 2022, så er det alligevel nok til en top fem placering over alle landets kommuner.
I Sydjylland overgås Billund kun af Vejen, der kun har byggesagsansøgninger til at ligge i gennem snit 13 dage. Til sammenligning tager det henholdsvis 108 og 128 dage at behandle en byggesagsansøgning i Fredericia og Fanø. Det viser en opgørelse fra DI Byggeri.
– Det er ganske enkelt uholdbart med sagsbehandlingstider på over 100 dage. Vejen og Billund kan klare papirarbejdet på to til tre uger, og det burde andre kommuner også kunne. Kommuner som Haderslev, Tønder og Esbjerg har en fin sagsbehandlingstid på under en måned. Jeg håber, at vores sydjyske kommuner har ambitioner om at komme ned på samme ventetid som i Vejen, siger formand for DI Byggeri Sydjylland Michael Mathiesen.
Ventetiden er opgjort fra den dag, hvor kommunerne har modtaget alle oplysninger i byggesagen, så det dermed er den reelle sagsbehandlingstid i kommunerne, der måles på.