God opbakning til netværksmøde om udvikling af Grindsted

Foto: René Lind Gammelmark


En række borgere mødte i går aftes op på det gamle Grand Hotel i Grindsted – dét der i dag går under betegnelsen GrindSTEDET. Her havde Billund kommunes planafdeling inviteret til netværksmøde og workshop, for at få borgernes input til hvordan Grindsted skal udvikle sig, og hvilke aktiviteter og projekter de gerne ser i midtbyen.

Og der blev i mindre grupper ivrigt snakket om aktiviteter, og flere ideer og forslag blev skrevet ned – klar til at arbejdet videre med i næste fase. Det skriver Netavisen Grindsted.

– GrindSTEDET er en test. Hvis vi skal gøre noget hernede i bymidten, skal vi være synlige. Vi har også ønsket at dét vi sender ind – og skal arbejde videre med – kommer fra borgerne. Det er ikke medarbejderne på rådhuset, der skal opfinde, hvad der er behov for i Grindsted. Det skal komme fra Grindstedborgerne, fra de virksomheder og foreninger der er her i byen, lød fra Mette Vagner, der er byplanlægger i Billund kommune og tovholder på netværksmødet.

Efter gårsdagens brainstorm på ideer og forslag skal næste fase sættes i gang:

– Nu går vi så videre, og skal have omsat det til nogle aktiviteter, og få styrket de fællesskaber der er her. Nu må borgerne komme og bruge stedet her til hvad i kan forestille jer. Vi har allerede fået en strikkeklub og en legegruppe ind som faste brugere af huset. Vi sidder også selv hernede, lød det fra Mette Vagner.

Hun kalder det positivt at Grindstedborgerne viser en vilje for at være med:

– Folk er opvokset her og har boet her mange år i byen og vil gerne være med til at skabe en udvikling i byen. Det er super positivt – og vi håber at kunne udbringe dette budskab at man rent faktisk kan være med i denne her proces. Det kommer jo ikke lige hen over natten, det er en lang proces, men vi har jo også tid at få engageret folk, lød det fra byplanlæggeren.

Hun modtager gerne mails fra folk der ønsker at være med til flere netværksmøder og tage del i udviklingen af Grindsted by.