Der er igen god grund til at klappe af foreningslivet i Billund Kommune.
Nye tal fra DGI og Danmarks Idrætsforbund viser nemlig, at idrætsforeningerne i kommunen fik 286 flere medlemmer i 2025. Det betyder, at der nu samlet er 14.037 medlemmer i de lokale idrætsforeninger.
Samtidig er medlemstallet på landsplan for første gang nogensinde rundet 2,5 millioner. Helt præcist lyder det samlede tal på 2.525.038 medlemmer, hvilket er en stigning på 40.821 på bare ét år.
Det er fjerde år i træk, at medlemstallet stiger efter tilbagegangen under coronaårene.
Hos Billund Kommune glæder man sig over, at endnu flere vælger fællesskabet i foreningerne til.
– Jeg er rigtig glad for, at vi i Billund Kommune fortsætter den positive udvikling i medlemstallene, som vi har set de seneste år. For det er enormt vigtigt med et stærkt og varieret fritids- og foreningsliv, hvor der er tilbud for enhver smag. Det skaber aktive og sociale fællesskaber for børn, unge og voksne, og det er med til at binde os sammen på tværs af kommunen, siger Lars Hansen, formand for Unge-, Beskæftigelses-, Kultur- og Frivillighedsudvalget.
Også hos DGI Sydvest er der tilfredshed med udviklingen i Billund Kommune.
– Det flotte medlemstal her i Billund er først og fremmest en kæmpe hyldest til de frivillige ude i de lokale foreninger. Det er deres store indsats, der gør, at der findes stærke fællesskaber og et frirum med masser af bevægelse. I en urolig tid viser foreningslivet en imponerende robusthed og evne til at skabe sammenhængskraft i både de små og store lokalsamfund, siger formand Henning Kristensen.
Hos DIF kalder formand Hans Natorp den nye rekord for fantastisk og peger også på de frivillige som en helt afgørende del af succesen.
De nye tal understreger endnu en gang, at foreningslivet står stærkt i Billund Kommune og at mange borgere fortsat vælger idrætten, fællesskabet og den aktive fritid til.



