Tusind tak for hjælpen, LEGO!
Sådan var meldingen i dag fra de praktiserende lægers organisation PLO i Region Syddanmark, fordi LEGO tog initiativ til at lave værnemidler til landets sundhedspersonale – især i det syddanske.
Det hele begyndte en uge inde i nedlukningen i marts sidste år. Her fik LEGO-medarbejderen Mikkel Schildknecht Hoé tanken at LEGO kunne hjælpe med værnemidler til sundhedssektoren der var i voldsom bekneb. Hans chef var straks med på ideen og indenfor et par uger havde LEGO omstillet produktionen i Billund og kunne sende de første visirer afsted.
Det var rigtigt vigtigt for vores sikkerhed at I gjorde som I gjorde, lød det fra PLO, der i dag var forbi Billund med blomster til især idemanden bag brillevisiret, Mikkel Schildknecht Hoé.
For chefen for Engineering, John Hansen, lød roserne til det gode samarbejde på tværs i organisationen i LEGO Koncernen. Mange afdelinger var involveret og virksomheden fik dermed vist at der kunne omstilles på kort tid.
I alt nåede LEGO Koncernen at producere en halv million visirer. 350.000 af dem blev produceret i Billund.