Børnenes Byråd åbnet på rådhuset: Demokrati formidlet i børnehøjde

Demokratiet rykkede helt ned i børnehøjde, da Billund Kommune torsdag kunne indvie det nye Børnenes Byråd i forhallen på rådhuset. Her inviteres børn og unge nu indenfor i et interaktivt læringsrum, hvor de kan lære om demokrati, medborgerskab og fællesskab – gennem leg og oplevelse.

Det nye initiativ er åbent for både daginstitutioner og skoler i kommunen og er udviklet af en tværfaglig arbejdsgruppe med afsæt i kommunens vision som Børnenes Hovedstad.

– Som hjemsted for Børnenes Hovedstad ønsker vi at skabe rammer, hvor børn oplever, at de er en aktiv del af samfundet, og at deres perspektiver og idéer gør en forskel. Derfor glæder det mig, at vi med Børnenes Byråd har skabt et rum, hvor børn kan lære, stille spørgsmål, være kreative, drømme og lære om demokrati på deres præmisser, siger borgmester Stephanie Storbank, som torsdag foretog den officielle åbning.

Børnenes Byråd stiller skarpt på store spørgsmål i børnehøjde: Hvad laver en kommune egentlig? Hvordan fungerer en kommunalbestyrelse? Og hvad betyder det at leve i et demokrati?

Besøgende børn træder direkte ind i et sanseligt læringsunivers, der blandt andet byder på en pressezone, en miniudgave af byrådssalen, udklædningsområde, pengekiste og en såkaldt “kreazone”, hvor børnene med legemønter kan bygge deres egen kommune.

Der er også opsat en stemmeboks, hvor børn kan dele deres idéer og drømme med den rigtige kommunalbestyrelse – og på den måde få en konkret oplevelse af, hvordan deres stemme kan gøre en forskel.

Ved indgangen møder børnene et stort børne- og ungehus – både et fysisk og symbolsk centrum for området, hvor Billund Kommunes børne- og ungesyn foldes ud i praksis. Her vægtes nysgerrighed, fællesskab og inddragelse.

Initiativet er en del af Billund Kommunes fortsatte arbejde for at give børn og unge en stærk stemme i lokalsamfundet – og et konkret bud på, hvordan man kan koble leg, læring og deltagelse i praksis.