Børnenes Hovedstad: Første hold journalistspirer springer ud

21 seje og nysgerrige skolebørn sætter punktum for 13 ugers børnejournalistuddannelse i Børnenes Hovedstad.


21 seje og nysgerrige skolebørn sætter punktum for 13 ugers børnejournalistuddannelse i Børnenes Hovedstad. Allerede nu er der bud efter deres evner til at formidle i børnehøjde.

Hvad gør man, når hele landet er i selvsving over den første dansker i rummet og ikke kan få historier nok om den fantastiske raket-færd?
Ja, når man er 11 år gammel, hedder Bertram og er midt i et 13 ugers forløb som børnejournalist, så skriver man selvfølgelig en maill til ESA (det europæiske rumagentur) og be’r om et interview med Andreas Mogensen. Og ender med at få det …

Bertram Filipsson er en af de 21 5.klasses elever, der søndag 1. november sprang ud som de allerførste på Børnenes Hovedstads børnejournalistuddannelse.

– Det har været en stor fornøjelse at følge jer. I har været så superseje, nysgerrige og motiverede gennem hele forløbet. Uanset om I har rapporteret fra et fiktivt rollespils-mord, dækket arbejdsdagen back-stage i Billund Lufthavn eller interviewet et par Christiansborg-politikere om, hvorfor de taler så kedeligt, sagde direktør i Børnenes Hovedstad, Mette Højborg blandt andet, da journalistspirerne søndag eftermiddag holdt afslutningsgalla i Billund.

Bud efter børnejournalisterne
Tanken med børnejournalistuddannelsen er at sætte fokus på, hvad der sker, når børn formidler historier i børnehøjde i stedet for at fordøje voksen-nyheder. Og hvad der sker, når man giver børn viden og faglige redskaber, men ikke dikterer, hvordan de skal bruge dem i deres opgaveløsning.
Og allerede inden det første hold børnejournalister var færdige, har der været bud efter deres evner fra flere sider.
Blandt andet har tre af dem deltaget i en stor konference i Kommunernes Landsforening om IT i undervisningen, hvor de dagen igennem tweetede om det, der skete. Også foreningen Danske Skoleelever har inviteret børnejournalisterne med til at formidle fra deres kommende Landskonference.

Fokus på fordybelse, nysgerrighed og kreativitet

– I Børnenes Hovedstad er vi optagede af at skabe projekter, der giver børn mulighed for at fordybe sig, være nysgerrige og at lære gennem leg, samarbejde og kreativitet. Det er børnejournalistuddannelsen et af flere konkrete eksempler på. Og selvfølgelig er vi pavestolte over, at de 21 børn på pilotprojektet har fået en masse ud af forløbet, og at andre får øjnene op for, hvad de kan. Men samtidig er vores øjne også på selve processen og om den måde, vi har tilbudt børnene at lære og udvikle sig på, giver dem noget ekstra i forhold til traditionel undervisning, siger Mette Højborg.

Lidt sjovere og frækkere
Da Freja Gade og Johannes Neergaard Christensen fik tilbuddet om at være med på det første hold børnejournalister, tænkte de begge ”Åh nej. Ikke et skoleprojekt mere …” Men så sprang de alligevel til.

– Og det har slet ikke været som et almindelig skoleprojekt. For eksempel har det været fedt at vi skulle arbejde sammen med nogen, vi ikke kendte. Når der er projekter i skolen, kommer man jo nemt til bare at gå sammen med dem, man plejer, men her har vi lært nye ting, fordi vi har gjort det sammen med nye mennesker, fortæller de to, som til hverdag går på henholdsvis Billundskolen og Fursundskolen.

De to børnejournalister er også enige om, at det gør en forskel, om det er børn eller voksne, der formidler nyheder.

– Vi interesserer os for nogle andre ting end voksne – mest fritid og sport og den slags – og er nok også lidt sjovere. Vi bruger nogle andre ord og er lidt mere frække, når vi stiller spørgsmål. Det var der i hvert fald en af politikerne på Christiansborg, der sagde, da vi interviewede ham, fortæller Freja, der snakkede med Henrik Sass Larsen om hvorfor politikere er så kedelige som led i sin praktik på Kid’s News redaktion i efterårsferien.

For Johannes bød praktikken på DR Ultras redaktion i København, temaet kedsomhed og interviews med blandt andet en hjerneforsker og en reservemålmand på Brøndbys superligahold.

Nytænkning og scoop
Bertram Filipsson fra Silkeborg fik i øvrigt prisen for ”Bedste Scoop” for sin Andreas Mogensen-historie ved gallafesten i Billund, mens Rebecca Delin fra København kan kalde sig holdets ”Bedste Nytænker”, valgte at videofilme en madanmeldelse som en rap i stedet for at skrive en traditionel version.

Børnejournalistuddannelsen har i første omgang været et pilotprojekt. Men allerede i løbet af november sætter Børnenes Hovedstad og de fire samarbejdspartnere – DR Ultra, Berlingske (Kids’ News), Syddansk Universitet og Microsoft – sig sammen for at evaluere og arbejde på en model for, hvordan projektet vil kunne fortsættes.