Er du en af de knap 150.000 danskere, der allerede har fået første stik af AstraZeneca-vaccinen men ikke nåede at få andet stik, inden vaccinen blev sat på pause? Så skal du formentlig påbegynde en ny vaccine snarest.
Det er meldingen fra myndighederne, der i dag meddelte at Danmark stopper med brugen af AstraZeneca i vaccineprogrammet. Vaccinen trækkes ud efter den er koblet sammen med flere tilfælde af blodpropper.
– Resultaterne viser, at der er tale om et reelt og alvorligt bivirkningssignal ved vaccinen fra AstraZeneca. Ud fra en samlet overvejelse har vi derfor valgt at fortsætte vaccinationsprogrammet for alle målgrupper uden denne vaccine, siger direktør i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm i en pressemeddelelse.
I Danmark er 595 færdigvaccinerede med AstraZeneca-vaccinen, mens 149.890 personer har fået første dosis ud af to. Disse endnu ikke færdigvaccinerede danskere vil derfor nu blive tilbudt en anden vaccine. Det oplyser Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.