Billund Kommunes ungeråd lagde tirsdag formiddag vejen forbi Christiansborg i forbindelse med, at rådet har været et par dage i København.
På Christiansborg tog folketingsmedlem Kris Jensen Skriver imod de unge mennesker til en rundtur på Borgen. Først gik turen til det socialdemokratiske gruppeværelse, hvor det blev til en god snak.
– Blandt andet blev det drøftet hvordan forskellene er på landspolitik og kommunalpolitik, men det blev også til gode refleksioner om, hvordan man som ung kan komme med sit bidrag og gøre sin stemme gældende, siger Kris Jensen Skriver, som også viste de unge mennesker både Grundloven, Folketingssalen, statsministerportrætterne og flere andre steder rundt på det store slot.
– Det var en helt fantastisk oplevelse at være på Christiansborg, og vi fik nogle rigtigt gode svar på de spørgsmål, som vi havde, ligesom vi fik en god ide om, hvad forskellene er på lokal og national politik, og hvordan man kan blive aktiv i et ungdomsparti. Det var meget inspirerende, lyder det fra Ungerådet.
Og folketingsmedlem Kris Jensen Skriver var også begejstret for besøget hjemmefra:
– Jeg havde set meget frem til at tage imod en flok engagerede og nysgerrige unge mennesker hjemmefra, og besøget levede op til mine forventninger. De unge udviste stor interesse og havde mange gode spørgsmål til det politiske arbejde. Jeg håber og tror på, at sådan et besøg kan give blod på tanden, og jeg er særdeles glad for, at man i Billund Kommune har et så engageret og stærkt ungeråd, siger Kris Jensen Skriver.