Efter ni år som udførerchef og fagchef i Social– og Sundhedsforvaltningen i Billund Kommune har Frank Mølgaard valgt at stoppe med udgangen af marts måned.
– Det er en overvejelse jeg har haft i en periode. Jeg fylder 62 år næste gang og er langt fra færdig på arbejdsmarkedet. Men jeg har brug for at stoppe op og mærke, hvad jeg gerne vil bruge de næste år på, og derfor har jeg besluttet at stoppe, siger Frank Mølgaard.
Frank Mølgaard kom til Billund Kommune i 2007. Han er uddannet sygeplejerske og har arbejdet som leder blandt andet i daværende Bov Kommune. I Billund har han været udførerchef i socialpsykiatrien og seneste fagchef for Social Tilbud i Social og Sundhedsområdet.
– Det har været spændende år og jeg har fået lov at være chef for en stor skare af engagerede medarbejdere, der har brændt for at gøre en forskel for de mange borgere vi har berøring med, siger Frank Mølgaard.
Afløseren for Frank Mølgaard I Billund Kommune er endnu ikke på plads. Den nye Social- og Sundhedsdirektør Jan Møller Iversen er først tiltrådt sin stilling pr. 1. februar, og har endnu ikke det fulde overblik over den afgående chefs virke.
– Jeg er stadig i gang med at blive introduceret til de mange tilbud, der er på social- og sundhedsområdet, og mit kendskab til Frank og hans område er også nyt, så vi står ikke med en færdig løsning, når Frank forlader os. Vi skal se på, hvor vi er og så skal vi selvfølgelig involvere de medarbejdere, der nu mister en chef, siger Jan Møller Iversen.