Fire fodboldklubber i og omkring Billund Kommune har indgået et nyt samarbejde for at styrke pigefodbolden.
Samarbejdet hedder GGIF, Billund, FB HIF og samler Grindsted GIF, Billund IF, Firehøje IF og Hejnsvig IF. Målet er at samle spillerne på tværs af klubberne, så det bliver lettere at stille hold og skabe bedre træningsmiljøer.
– Planen er, at vi ved at samle klubberne kan få pigefodbolden op at køre igen og få flere piger til at begynde at spille fodbold. Der er masser af pigefodbold, men det halter meget med kvindeseniorer i Grindsted, og derfor har vi valgt at gå sammen. Det kan være svært at stille hold, når der er mange klubber i samme kommune, forklarer Tonny Morsing over Netavisen Grindsted.
Tonny Morsing indgår i trænerstaben i samarbejdet, som også består af Flemming Vesth fra Billund med Pia Lau Andersen som assistent samt Brian Ågaard, der står for det fælles seniordamehold.
Med samarbejdet får spillerne flere holdkammerater og bedre modstand til både træning og kampe. Samtidig lægges der vægt på fællesskabet i truppen.
– Selvom man er skadet møder man alligevel op når der er træning, bare for at se de andre træne, for man kan altid lære noget. Det er et godt initiativ at man kommer og viser de andre spillere at man støtter op selvom man har en skade, siger Tonny Morsing til Netavisen.
I marts foregår træningen på kunstgræsbanen i Billund. Fra april flytter træningen ud på græsbanerne, hvor der trænes tirsdag i Grindsted og torsdag i Billund – og indimellem også i Hejnsvig og hos FB i Nørup.
Foreløbig tæller samarbejdet omkring 55 spillere fordelt på flere årgange, og allerede lørdag spiller U17-holdet sin første kamp mod OB.




