Friklinikken i Grindsted scorer højt i ny trivselsmåling

Medarbejderne på Friklinikken i Grindsted er blandt de mest tilfredse i hele Region Syddanmark. Det viser den nye MTU 2025-undersøgelse, hvor klinikken ligger markant over regionsgennemsnittet på flere centrale områder. Undersøgelsen har haft deltagelse af mere end 23.000 af de ansatte i Regionen.

Friklinikken får en samlet trivselsscore på 82, hvilket er på niveau med regionens bedste afdelinger. Også når det gælder arbejdsopgaver (85) og faglighed (78), ligger klinikken solidt i den grønne ende af skalaen. Det tyder på et arbejdsmiljø, hvor både kvaliteten af arbejdet og medarbejdernes engagement er højt.

Medarbejderne giver også ledelsen en vurdering på 75, hvilket placerer klinikken nogenlunde midt i feltet og på niveau med regionsgennemsnittet. Samtidig peger resultatet på, at der fortsat er potentiale for at styrke dialog og feedback mellem medarbejdere og nærmeste leder.

På et område ligger Friklinikken helt i bund – på den gode måde. Kun 1 procent af medarbejderne angiver at have været udsat for fysisk vold det seneste år, hvilket er blandt de laveste forekomster i hele regionen.

Til gengæld svarer 16 procent, at de har oplevet psykisk vold, og 7 procent angiver at have været udsat for mobning. Selvom tallene er lavere end på flere andre hospitaler, er det fortsat områder, som ledelsen forventes at arbejde videre med. Klinikken har ingen registrerede tilfælde af seksuelle krænkelser i årets undersøgelse.

De gode tal vækker glæde hos det lokale regionsrådsmedlem, Annette Lundgaard, der kæmper for et fornyet mandat ved valget på tirsdag:

– Jeg glæder mig da rigtig meget over, at medarbejderne i hele Regionen har en høj trivsel, og at det ikke mindst gælder for både Grindsted Sygehus og Friklinikken på Grindsted Sygehus. Og ikke mindst at der også er en høj svarprocent. Det giver gode patientforløb, at medarbejdere trives, og viser sig i, at patienterne også har en stor tilfredshed – ifølge sidste uges Epionion-undersøgelse – for det hænger naturligt sammen, mener Anette Lundgaard og fortsætter:

– Det skaber tryghed for både patienter og deres pårørende, når der er god trivsel blandt medarbejdere. Og så glæder det mig, at Grindsted Sygehus og Friklinikken tilsammen løser så mange sundhedsmæssige opgaver, som de gør. Det betyder da også noget for lokalområdet, siger Annette Lundgaard.