Grindsted er i Superfinalen!

Speedwaykørerne fra GSK Liga fejede al modstand til side og snuppede en billet til finalen om det danske ligamesterskab, da fire hold i aftes mødtes hos Holsted Speedway Klub.

Værterne fra Holsted lagde ellers bedst fra land og førte fra start. Men GSK lå hele tiden på baghjul og midtvejs i matchen overtog Chris Pedersens tropper føringen og så sig herfra ikke tilbage.

Særligt Villads Nagel gjorde sig godt bemærket med 4 sejre i sine seks heat og så havde GSK også Przemyslaw Pawlicki tilbage i truppen, og polakken havde også sin del af æren for finalebilletten med sine tre heatsejre.

Dermed skal GSK Liga altså for første gang i klubbens historie køre DM-finale. Den finder sted 24. september i Slangerup.