Gyngetræet bager for Børnetelefonen

Mandag eftermiddag kunne forældrene til børnene i Gyngetræet i Travbyen i Billund sætte tænderne i nylavet bagværk – begået af børnene i institutionen.

Gyngetræet er nemlig med i Børns Vilkårs tilbagevendende begivenhed ’Bag for BørneTelefonen’, som går ud på, at børn og voksne gennem hele måneden bager kager og brød, som de sælger til familie, kolleger og venner. Pengene fra salget går til BørneTelefonen, så børn, der for eksempel er udsat for vold, overgreb og omsorgssvigt, kan få hjælp dag og nat – året rundt.

– Jeg synes det er en hyggelig dag, hvor vi kan være med til at støtte op om Børnetelefonen, hvor der er mulighed for børn og unge at ringe ind og fortælle om det, de ikke kan tale med andre omkring, siger daglig pædagogisk leder i Gyngetræet, Joan Odgaard i en kommentar.

Og hos Børns Vilkår er man glade for opbakningen:

– Jeg er glad og stolt over, at så mange børn og voksne har lyst til at stå sammen om at gøre en forskel for andre børn. Det betyder blandt andet, at vi kan uddanne flere frivillige rådgivere til at bemande BørneTelefonen og på den måde være der for endnu flere børn og unge, der har det svært, siger Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår.

Sidste år indbragte salget fra bagværket på landsplan 2,8 millioner kroner.

Fakta om BørneTelefonen

  • Det er både gratis og anonymt at ringe til BørneTelefonen på tlf. 116 111. Børnene bestemmer helt selv, hvad de har lyst til at tale om. De frivillige rådgivere på BørneTelefonen lytter og giver gode råd.
  • På BørneTelefonen, som er åben døgnet rundt, året rundt, kan børnene også få rådgivning på sms, chat eller igennem Brevkassen og ’Børn hjælper børn’.
  • I 2023 havde BørneTelefonen 63.000 samtaler, hvilket er det højeste antal nogensinde.