Her er Billund Kommunes nye arbejdsmarkedschef

Pr. 1. januar 2026 tiltræder Trine Maria Nielsen som ny arbejdsmarkedschef i Billund Kommune. Hun kommer med en stærk faglig baggrund og mange års erfaring fra beskæftigelsesområdet, hvor hun har haft ledende roller i både Vejle og Fredericia Kommuner.

De seneste år har Trine Maria Nielsen været centerleder på Vejle Kommunes arbejdsmarkedsområde. Før det var hun afdelingsleder i Fredericia Kommune. Hun har en diplomuddannelse i ledelse og beskrives som en dygtig og engageret leder med stor indsigt i arbejdsmarkedsområdet og en evne til at skabe gode relationer.

– Jeg er meget glad for, at vi kunne tiltrække så stærk en kandidat som Trine Maria Nielsen til stillingen som arbejdsmarkedschef. Hun har en meget stort erfaringsgrundlag fra arbejdsmarkedsområdet og mange års ledererfaring. Kombineret med nogle stærke menneskelige egenskaber gør det hende til den helt rigtige til at varetage stillingen som arbejdsmarkedschef, siger Klaus H. Nielsen, direktør for Børn, Unge og Arbejdsmarked i Billund Kommune.

Trine Maria Nielsen ser frem til at starte i sin nye rolle:

– Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang med at lære medarbejderne i Arbejdsmarkedsafdelingen bedre at kende og fortsætte med at skabe de flotte resultater, som Jobcentret i Billund er kendt for. Samtidig er det også med en stor ydmyghed jeg går i gang med arbejdet, hvor særligt opstarten af et nyt politisk udvalg og implementering af beskæftigelsesreformen bliver spændende og vigtige opgaver, siger Trine Maria Nielsen.

Trine Maria Nielsen er 49 år og bor i Fredericia med sin mand og tre store sønner.