Der er stor tilfredshed i både Billund Kommune og hos Billund Erhverv, efter at kommunen er strøget helt op på en 2. plads på Dansk Industris liste over erhvervsvenlige kommuner.
For bare to år siden lå Billund Kommune som nr. 21, sidste år rykkede den til en 11. plads – og nu er den altså helt i toppen.
Borgmester Stephanie Storbank lægger ikke skjul på glæden:
– Vi er glade for den gode placering. Erhvervslivet er en stærk partner i Billund Kommune, og samarbejdet med dem – både de mindre og de store virksomheder – er en naturlig del af vores dagligdag, siger Stephanie Storbank.
Hun fremhæver, at kommunen arbejder tæt sammen med virksomhederne gennem bl.a. virksomhedsbesøg, hurtige svar og korte sagsbehandlingstider:
– Vores rolle er at være helt skarpe på, hvad der skal til, for at virksomhederne her i kommunen kan lykkes – og sikre, at vi kan levere det. Vi forventer ikke, at virksomhedsejere og iværksættere er schweizerknive, der kan alt – til gengæld skal de kunne forvente af os, at de får en rådgivning af høj faglig kvalitet. Og det gør de også, mener borgmesteren.
Også hos Billund Erhverv er der stor tilfredshed med placeringen.
– Vi har stærke forudsætninger for at skabe optimale rammer for erhvervsudviklingen i Billund kommune, siger direktør Marie Skov Lillelund, der i sin butik samler mere end 370 medlemmer, der deler viden og hjælper hinanden videre.
– Vi arbejder for at styrke virksomhedernes udvikling gennem netværk, sparring, kurser og meget mere. Vi sætter stor pris på samarbejdet med både virksomhederne og kommunen og arbejder hele tiden på at skabe de bedste vilkår, så erhvervslivet kan trives og vokse. Blandt andet står arbejdskraft højt på prioriteringslisten, når vi hjælper internationale medarbejdere, kobler studerende med lokale virksomheder og laver aktiviteter i vores lærling- og elevnetværk, siger Marie Skov Lillelund.