Juletræer klingede i klubkassen

En stor gruppe frivillige fra BI Gymnastik skaffede på få timer over 3.000 kroner til klubkassen. Det skete ved den årlige juletræsindsamling i hele Billund by.

– Vi er ganske godt tilfredse. Det er altid en balancegang hvornår vi skal samle træerne ind: nogen vil gerne af med træet før nytår og andre vil gerne beholde træet inde i stuen nytåret over, så det er svært at finde den rigtige dag. Og så skal vi jo også kunne komme af med træerne på genbrugspladsen i Billund, så det kommer også an på hvornår den har åbent, siger formand for BI Gymnastik, Karina Ehmsen.

Enkelte steder var det lagt små overraskelser ud til juletræsindsamlerne, som blev mødt med små poser med slik – og endda også i nogle tilfælde langt mere end den krævede 20’er i toppen af træet.

– Desværre oplevede vi igen i år i et par tilfælde, at forbipasserende havde snuppet pengene i træerne før vi kom forbi, så det var lidt ærgerligt, siger Karina Ehmsen.

Det gælder om at læsse med omtanke, når man skal køre mange ture fra byen ud til genbrugspladsen på Havremarken. Privatfoto