Klara siger farvel til Gaarden: Jeg samler på børns smil

Efter mere end et kvart århundrede med børn, grin, knus og hverdagspædagogik takker Klara Lyskjær Noer til sommer af som leder af fritidstilbuddet Gaarden i Billund. Til august går hun på pension – og efterlader et sted, hun selv har været med til at forme helt ind i hjertet.

Klara har været leder i omkring 20 af sine i alt 26 år på Gaarden. Og det er ikke bare et job, hun forlader. Det er et sted, hun har levet og åndet for.

– Det har været helt fantastisk. Det bedste er at se de glade børn – det er det hele værd, siger hun med et smil.

Et af de øjeblikke, der står klarest for Klara Lyskjær Noer, er tiden, hvor Gaarden som kommunal institution var tæt på at lukke. Men i stedet lykkedes det at videreføre stedet som en selvejende institution.

– Det var en af de lykkeligste oplevelser. At se børn og forældre strømme til igen… Det viste bare, hvor vigtigt stedet er, fortæller hun.

Siden da har Gaarden udviklet sig markant – både i antal børn og i betydning for lokalsamfundet.

Klara taler ikke om én stor oplevelse, men om mange små:

– Det er som perler på en snor. Hverdagen med børnene – det er faktisk noget af det allerbedste, siger hun, og beretter om en kultur med nærhed og omsorg, hvor knus og kram er en naturlig del af dagen.

– Der er børn, der kommer hele vejen rundt for at give et kram. Det er stort.

At arbejde med børn er ikke bare et job, man kan lægge fra sig klokken 16. Det ved Klara Lyskjær Noer alt om.

– Det er et omsorgsjob. Man bliver berørt. Men vi er også nødt til at være professionelle, så vi passer på os selv, siger hun.

Gennem årene har hun også oplevet, hvordan tidligere Gaard-børn vender tilbage – som praktikanter eller medarbejdere. Eller for at hente deres egne børn, der nu er blevet store nok til Gaarden.

– Så tænker man da: Hold da op, er jeg virkelig blevet så gammel? griner hun.

Hos bestyrelsen er der ingen tvivl om, at Klara efterlader et stort aftryk:

– Hun har løftet både børn, personale og stedet til et niveau, som ingen troede muligt. Det er svært at sætte ord på, hvor meget hun har betydet, siger formand Ditte Knudsen.

Og ja, det er store sko, der skal fyldes ud. Planen er, at have en ny leder på plads omkring midten af maj. Se stillingsopslaget her.

Selv glæder Klara sig til et nyt kapitel med mere tid til familie, venner og kreative sysler – og måske også lidt rejseri.

– Man kan godt mærke, man ikke er helt ung længere. Så jeg glæder mig også til seniorlivet, siger hun.

Men én ting er sikkert: Sporene fra Klara vil stadig kunne mærkes på Gaarden længe endnu. For som Gaarden selv skriver det i en besked til forældrene: “Det er i relationerne, vi sætter spor.”

Bestyrelsesformand i Gaarden, Ditte Knudsen (tv) gør klar til at finde en afløser for Klara Lyskjær Noer, der går på pension til august.