En 41-årig kvinde er ved Retten i Kolding blevet dømt til anbringelse på en psykiatrisk afdeling uden længstetid efter et brutalt knivangreb på både en politiassistent og en låsesmed.
Det hele udspillede sig den 28. maj 2025 omkring middagstid, hvor to betjente, en foged og en låsesmed var mødt op ved en lejlighed på Grønningen i Grindsted. Men situationen tog hurtigt en dramatisk drejning.
Ifølge retten gik kvinden til angreb med to knive mod den ene politiassistent. Han blev ramt flere gange på arme og overkrop – og det var ikke uden risiko. Retten vurderer nemlig, at betjenten kunne have mistet livet, hvis ikke han hurtigt havde fået behandling.
Inden da var det også gået ud over låsesmeden, som blev stukket i hånden og fik en flænge, der krævede behandling.
Hos anklagemyndigheden lægger man ikke skjul på alvoren:
– Det er et meget voldsomt angreb på en politiassistent, der bare passer sit arbejde. Og samtidig et angreb på låsesmeden. Jeg er tilfreds med dommen, siger specialanklager Lone Hesselmark.
Kvinden har siden hændelsen været varetægtsfængslet på en retspsykiatrisk afdeling – og det er også her, hun nu skal forblive. Hun har desuden fået en advarsel om udvisning.


