Kolde kinder – varme hjerter: Elever gik 652 kilometer for verdens børn

Der var røde kinder, kolde fingre og masser af skridt i benene, da eleverne på Lynghedeskolen, afd. Stenderup i dag snørede skoene og gik – bogstaveligt talt – langt for en god sag. Hele skolen, fra 0. til 6. klasse, var på benene for at samle penge ind til Danmarks Indsamling.

Initiativet kom blandt andet fra lærer Brian Duedal, der fortæller, at motivationen var enkel:
– Novo Nordisk Fonden giver 20 kroner pr. kilometer, eleverne går. Så det handler bare om at få gået så mange kilometer som muligt.

Og det gjorde de. Alle 67 elever snuppede i fællesskab seks kilometer fra start – og herefter fortsatte mange på omgange rundt om skolen. En distance på 500 meter per rundt.

Selvom temperaturen ikke ligefrem indbød til lange gåture, var stemningen høj.

– Jeg har haft elever, der sagde: “Ej, jeg gider ikke – det er koldt.” Men når vi først er kommet ud, synes de faktisk, det er mega fedt, fortæller læreren med et smil.

Eleverne havde ellers et alternativ: matematik og dansk indenfor.

– De havde valget mellem at regne eller gå en tur – og langt de fleste valgte gåturen. Når man fryser for meget, må man gerne gå ind og lave opgaver. Men de fleste er stadig ude og går rundt, siger Brian Duedal, mens elever i fuld fart passerer forbi.

For skolen handlede dagen ikke kun om kilometer og kroner – men om forståelse.

– Det er jo i velgørenhedens tegn. Det var en mulighed, der åbnede sig, og så tænkte vi: Det skal vi da gøre. Så tager vi snakken om, hvem pengene går til, og hvorfor der er børn i verden, der mangler mad og har det svært, fortæller Brian Duedal.

En formiddag ude i kulden kan virke som en lille indsats – men for eleverne i Stenderup blev det en konkret måde at gøre en forskel på. Med hvert skridt kom hjælpen lidt tættere på børn, der har brug for den. Og måske var det netop derfor, benene blev ved lidt længere end planlagt.

I alt blev der gået imponerende 652,50 km – altså 13.050 kroner fra Lynghedeskolen afd. Stenderup til Danmarks Indsamling via Novo Nordisk Fonden.

Også hos de mindre børn i Stenderup Børnehave blev Danmarks Indsamling markeret med billeder og flag fra Uganda, og benene er også blevet rørt:

– Vi er meget stolte over, at vi som børnehave har arbejdet fælles om dette fokus i hele ugen. Samlet har børnene gået i alt 128,3 km – altså samlet 2566 kroner til det gode formål, lyder meldingen fra børnehaven.

Indsatsen i hjembyen er ikke gået ubemærket hen hos borgmester Stephanie Storbank:

– Vi er stolte af, at vores børn og unge igen viser, hvor meget fællesskab og omtanke fylder i Billund Kommune. Når de engagerer sig og rækker ud for at hjælpe andre, både lokalt og ude i verden, viser de en ansvarlighed, som giver håb for fremtiden. Det gør indtryk hver eneste gang, siger Stephanie Storbank.

Privatfoto
Privatfoto