Lærer fra Vestre Skole udbreder Playful Learning til verden

Vestre Skole i Grindsted begyndte med Playful Learning i august 2022, og principperne for Playful Learning dækker al undervisning på skolen, hvor 60 procent af tiden er direkte projektorienteret. Derfor var skolen inviteret med til konferencen ”Deeper Learning”, i San Diego i USA, hvor stærke undervisere fra hele verden samles for at vidensdele og sætte fokus på, hvordan man kan sikre bedre resultater ved at engagere eleverne i dybere læring.

Skolen sendte lærer Trine Agerbæk afsted og hun stod blandt andet for at afholde en workshop med fokus på, hvordan Vestre Skole arbejder med Playful Learning og projektbaseret læring.

Trine Agerbæk tog under workshoppen udgangspunkt i nogle af de elementer, som de brugte i et projekt på Vestre Skole. Gennem arbejdet med H.C Andersens eventyr ”Klods Hans” satte hun fokus på, hvordan man kan arbejde med Playful Learning og projektbaseret læring i et klasserum med mange forskellige kulturer og sprog. Til sidst skulle deltagerne læse og fremvise eventyret, men med nogle benspænd, som giver et billede af, hvordan man kan arbejde med en tekst, selvom ikke alle kan læse og forstå teksten.

– Det var en fornøjelse at deltage i konferencen, hvor jeg fik en masse inspiration med retur til vores videre arbejde med Playful Learning og projektbaseret læring. Samtidig håber jeg, at deltagerne på vores workshop gik derfra med ideer til deres egen praksis og et fokus på, hvordan flersproglige ressourcer kan udnyttes og bidrage positiv ind i et projekt, siger Trine Agerbæk.

På borgmesterkontoret i Grindsted sidder en stolt Stephanie Storbank og glæder sig over at Billund kommune har vist flaget ude i verden:

– Som borgmester er jeg enormt stolt over, at vores undervisning vækker genlyd andre steder i verden. Gennem Playful Learning bliver eleverne dygtigere til selv at komme på ideer og løsninger – i stedet for bare at huske og gentage det, de hører. Og jeg ved, at Vestre Skole har fokus på at skabe en skole, som eleverne oplever som et meningsfyldt sted at lære og være – sammen med andre. Et sted, hvor de bliver motiveret, begejstret og har tid og plads til fordybelse i deres læreprocesser. Derfor glæder det mig, at Trine fra Vestre Skole kunne bringe inspiration til resten af verden, siger Stephanie Storbank.