Jeg glemmer aldrig mine første vagter i LEGO House. Som teenager stod jeg dér, sammen med andre unge, i blå poloer og med smil, klar til at tage imod gæster fra hele verden. For os var det mere end et fritidsjob. Det var en indgang til arbejdslivet, et sted, hvor vi lærte at tage ansvar, stå tidligt op og blive en del af noget større.
Billund kalder sig med rette Børnenes Hovedstad. For her handler det ikke kun om LEGOLAND eller internationale skoler, men også om, at unge får mulighed for at vokse op med ansvar og arbejdsdisciplin. Det er en kultur, der giver os meget tidligt en ballast, vi kan tage med videre i livet.
Det er ikke en selvfølge. Mange steder i landet er det svært for unge at finde fritidsjob, men i Billund har dørene stået åbne. Og nu viser tallene også, at kulturen bakkes op af fakta: Den nye undersøgelse Lokal Erhvervsvenlighed 2025 placerer Billund som nr. 2 i hele Danmark, og nr. 1 på kommunal administration. Det betyder hurtige svar, smidige processer og et erhvervsliv, der trives.
For mig er det et klart billede: Billund er et sted, hvor ting kan lade sig gøre. Hvor erhvervsliv, kommune og borgere spiller hinanden stærke. Og hvor unge som mig selv har haft chancen for at starte tidligt og mærke værdien af at være en del af et stærkt fællesskab.
Det gør mig stolt, og det er netop derfor, jeg håber, vi holder fast i den kultur og de resultater. For erhvervsvenlighed er ikke bare et tal i en rapport, men fundamentet under vores muligheder, job og fremtid.
Billund viser vejen. Lad os blive ved med at gå forrest.
Venlig hilsen
Alexandra Rosenberg