Læserbrev: Danmarks befrielse d. 4. maj

Igen i år deltog jeg i Mindehøjtideligheden ved Grindsted Kirke, arrangeret af Besættelsessamlingen Grindsteds Venner, Grindsted Kirke og Billund Kommunes Museum. Det var igen i år et velbesøgt arrangement, som var både flot og bevægende. Det var 2. gang det blev afholdt, så nu kan vi vist godt kalde det en tradition – og en god tradition.

Først blev der nedlagt blomster på de 4 mindegrave, og ”Altid frejdig når du går” blev sunget. Hjemmeværnet og De Danske Forsvarsbrødre stod fanevagt. Derefter var der mindegudstjeneste i Grindsted Kirke ved sognepræst Bodil Raakjær Jensen.

Det var en god og tankevækkende tale, som sognepræsten holdt. En tale som selvfølgelig mindede og ærede de modstandsfolk, soldater og andre som betalte den ultimative pris for vores frihed. Men også talte om forsoning mellem mennesker og vores demokratiske rettigheder.

Det er vigtigt at vi ikke glemmer, at der var nogen som kæmpede for vores frihed, og at nogle døde for at vi kan leve i et demokrati med ytringsfrihed. Det er også vigtigt at huske, at havde disse gæve frihedskæmpere ikke risikeret deres liv, var Danmark ikke blevet accepteret som en af de allierede, men blevet set som en nazistisk medløberstat, som bare gjorde som tyskerne sagde. Heldigvis var der nogle stod fast og kæmpede, da vi havde allermest brug for det. Derfor er dette arrangement en rigtig god lejlighed til at fejre vores befrielse og mindes alle der kæmpede med besættelsesmagten.

Til sidst en stor tak til Besættelsessamlingen Grindsteds Venner, Grindsted Kirke og Billund Kommunes Museum, for dette fine arrangement.

Jeg glæder mig til næste år, hvor vi skal fejre 75 året for Danmarks befrielse.

Med venlig hilsen

Allan Munk Nielsen, Sdr. Omme
Byrådsmedlem Billund Kommune