I mit arbejde som socialrådgiver igennem 20 år og som forælder til en søn med handicap, er det blevet tydeligt for mig, hvordan vi har fået skabt et system, hvor det er blevet alt for svært at få hjælp for dem der har brug for det.
Når en virksomhed i Billund kommune kan nøjes med én indgang til rådhuset – som netop har givet os en flot 2. plads i erhvervsvenlighed – hvorfor kan et menneske eller en familie der rækker ud for hjælp så ikke blive mødt på samme måde?
De seneste opgørelser over fejl i afgørelser på det specialiserede område rækker på ingen måde til en flot 2. plads. Jeg tror næppe, at en fejlrate på 58 % i f.eks. byggesager ville gå ubemærket hen eller blive mødt af politisk tavshed.
Men for familier der rækker ud, er det anderledes. Mange opgiver at klage på forhånd, fordi systemet er uoverskueligt.
I dag møder jeg alt for ofte familier, der står med flere planer, men ingen sammenhæng. Når jeg møder dem, er de enten blevet sygemeldt eller har mistet jobbet, fordi de ikke kan balancere hverdagen. Det er hverken menneskeligt eller økonomisk fornuftigt. Vi skal nedbryde siloerne og tænke helhed. Vi skal FOREBYGGE.
Næsten hver tredje stresssygemelding hos en voksen skyldes børns mistrivsel. Når forældre er bekymrede for deres børn, bliver de selv syge – og det rammer både familierne og kommunekassen.
DERFOR vil jeg arbejde for at familier mødes med samme “venlighed” som vores erhvervsliv – én indgang – Ikke kun på papiret, men i praksis.
Med venlig hilsen
Gitte Bjerremand Andersen, Grindsted, spidskandidat for Moderaterne til KV25