Læserbrev: En tom etage og uhensigtsmæssig bureaukrati for de frivillige

Grand Seniorhuset i Grindsted er blevet samlingssted for frivillige og fællesskaber – Men besøget til åbent hus viste, at der fortsat er “udviklingspotentiale”. En hel 1. sal står stort set tom, mens brugerne efterspørger mere plads. Dertil kommer, at tilgængeligheden mellem de to etager ikke er gennemtænkt på en sådan måde, at brugerne af huset kan færdes trygt og selvstændigt.

Det giver ganske enkelt ingen mening. Vi har brug for at tænke smartere fra start, når vi indretter rammerne for vores fællesskaber.

Oveni dette møder de frivillige unødigt bureaukrati: Selv for små ønsker til inventar skal de igennem en uhensigtsmæssig sagsgang hos en leder i ældreområdet. Det er ikke rimeligt, når vi ved, hvor meget de frivillige løfter – og hvor stor værdi de skaber.

Små investeringer i aktivitetscentret burde kunne klares langt enklere af brugerrådet. Så vi viser, at vi anerkender og bakker op om det frivillige engagement, der er en kæmpe værdi for både brugerne og lokalsamfund. For GRAND Seniorhusets vedkommende er det ovenikøbet et meget beskedent behov på 10-15.000 kroner årligt.

Så lad os få fjernet unødvendigt bureaukrati og i stedet investere i det, der skaber liv, fællesskab og tryghed. Det er en lille udgift – men en stor gevinst.

Med venlig hilsen

Gitte Bjerremand Andersen, Grindsted, spidskandidat for Moderaterne i Billund kommune til KV25.